Ulvhøj Økobrug inviterer til Økologisk Høstmarked


Ulvhøj Økobrug inviterer til Økologisk Høstmarked i weekenden d. 3.-4. september. Her kan man se og spørge ind til, hvordan de økologiske varer bliver produceret, se nogle af gårdens dyr, smage på råvarerne og efterfølgende gå på opdagelse i gårdbutikken.

 

Ulvhøj Økobrug er blevet godkendt som bevaringsbesætning for Jysk Kvæg og Sortbroget Landracesvin og begge dyregrupper går tæt på gården under Høstmarkedet.

 

Et nyt tiltag i 2016 er et udvidet samarbejde med vores lokale kollegaer og Horne Efterskole:

 

Horne Efterskole opdaterede deres kokkelinje horneFoodlab i sommeren 2016 og dette er første gang de unge kokkespirer åbner deres flyvende pop up køkken og lader markernes råvarer bestemme menuen. Eleverne fra horneFoodlab har været på besøg på gården og har fået en indsigt i Ulvhøjs drift og økologien i Danmark generelt. Eleverne har selv udviklet smage og retter igennem deres undervisning. Læs mere om horneFoodlab her: http://www.horne.dk/det-faglige/linjefag/hornefoodlab

 

horneFoodlab vil begge dage tilberede og uddele smagsprøver af lækkerier fremtryllet med råvarer fra Ulvhøj Økobrugs egne marker, æg fra Bøgebæk Økologi og hyben fra Busk Økologi.

Der er endvidere mulighed for at købe lette frokostretter, sødt og kaffe som kan nydes i teltet eller haven – køkkenet er åbent fra 11.00 til 16.00 begge dage. Det vil være muligt at købe gårdens grønsager samt okse, svine og lammekød fra gårdbutikken.

 

Begge dage vil ”Traktorfolket” være på stedet og såfremt vejret tillader det vil der blive høstet rug med selvbinder samt tærsket neg på gammeldags maner.

 

Som afslutning på Høstmarkedet 2016 vil der søndag kl. 15.00 være folkedansopvisning af folkedansere fra ” De muntre vendelboer”.

 

Såfremt der ønskes yderligere oplysninger står vi til rådighed på 3066 5508 (Bo Larsen, Ulvhøj Økobrug) eller 2613 0583 (Uffe Truelsen, Horne Foodlab)

 

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *